Skabelsen

Verdensopfattelsen

Guderne
   Aserne
   ~ Balder og Nanna
   ~ Frigg
   ~ Gefion
   ~ Heimdal
   ~ Hel
   ~ Idun og Brage
   ~ Loke og Sigyn
   ~ Odin
   ~ Thor og Sif
   ~ Tyr
   ~ Ull
   ~
Nornerne
   ~ Andre aser
   ~ Andre asynjer

   Vanerne

Mytologiske væsener

Døden og efterlivet

Vigtige myter

Kildeliste

enchantedforest.dk © 2006-2009

 

Loke er jætte af slægt, søn af jætten Farbaute og jættekvingen Laufey og han har to brødre, Byleist og Helblinde, som vi intet hører om. Men selvom han er af jætteslægt, er hans plads blandt aserne sikret, da han har blandet blod med Odin. Han er som en af dem, Odins blodsbroder eller fosterbroder. Loke optræder ofte i myterne som rejsefælle for Odin og/eller Thor.

Han optræder i rigtig mange myter, men som gud og figur, er han svær at placere. Han tager mange forskellige dyreformer i de mange myter og skifter endda køn til tider. Han er tydeligvis en intelligent og listig gud. Han er en rigtig spilopmager, hvis handlinger spænder fra drillende til ondsindede til direkte skadelige for aserne. I myten om Tjasse fanges Loke af en ørn, der i virkeligheden er en forvandlet jætte. For at blive sat tilbage på jorden, må Loke bringe jætten Tjasse gudinden Idun og hendes gyldne æbler, der holder alderdommen væk. Dette gør Loke, men da guderne opdager ham, sendes han for at befri Idun igen, og det lykkes ham.

I en anden fortælling skærer han håret af Sif, hvilket vækker Thors vrede, og Loke måtte til dværgene for at få smedet hår af guld til Sif, som ville vokse rigtigt. Her bruger Loke sin list til at skaffe guderne mange gode genstande. Dværgene kaldet Ivaldesønnerne smeder håret, skibet Skidbladner, som Frej får, og spyddet Gungner, der gives til Odin. Derpå væder han med dværgen Brok, at hans broder Sindre ikke kan smede tre ting lige så gode. Hvis dværgene vinder, må de få Lokes hoved. Herpå skades galten Gyldenbørste, som Frej får, ringen Draupner, som bliver Odins, og hammeren Mjølner, som Thor får. Guderne vurderer, at Brok og hans broder har vundet. Derpå vil de skære hovedet af Loke, men han minder dem om, at de kun har fået hans hoved, ikke hans hals, og dermed må de ikke skade den. Som straf syr de dog hans læber sammen.

Endvidere får Loke guderne til at indgå en aftale med en bygmester, der skal bygge en mur omkring hele Asgård på en vinter. Til gengæld vil han få Sol, Måne og Freja. Da det næsten lykkes for bygmesteren, sendes Loke for at forhindre dette. Da Thor mister sin hammer til jætterne, er Loke også med til at skaffe den tilbage og redder Thor ud af et par uheldige situationer, der kunne have afsløret dem. Til Ægirs gilde kommer Loke som ubuden gæst og tilsviner guderne en efter en. Men Lokes værste svinestreg, der får guderne til at straffe ham, er hans skyld i Balders død. Her finder han ud af, hvad der som det eneste kan skade Balder og får Høder, den blinde gud, til at skyde Balder med misteltenen.

Med jætten Angerbode har Loke nogle frygtindgydende børn, nemlig Fenrisulven, Midgårdsormen og dødsgudinden Hel. Herudover er han mor til Odins ottebenede hest Sleipner. Bygmesteren, som næsten er færdig med muren omkring Asgård, har fået stor hjælp af sin hest Svadilfare. For at forhindre ham i at blive færdig, forvandler Loke sig til en smuk og forførende hoppe, der lokker hingsten Svadilfare med ud i skoven. Da Loke endeligt vender tilbage, har han det ottebenede føl med, som kan ride gennem alle verdener.

Med sin hustru, gudinden Sigyn, har Loke nogle langt mere normale børn, som vi dog ikke hører meget om. Dette er Narfe og Vale - ikke at forveksle med Odins søn Vale. Sigyn er en utroligt tro hustru for Loke. Da guderne sætter en straf for Loke, tager de hans to sønner, og forvandler Vale til en ulv, der sønderriver sin broder Narfe. Med Narfes tarme binder guderne så Loke i en hule til tre sten. Over Lokes hoved placerer Skade en giftig orm/slange som straf for Lokes skyld i drabet på hendes fader Tjasse. Slangens gift forvolder Loke voldsomme smerter, så han farer sammen og jorden ryster. Som den trofaste hustru er Sigyn ved Lokes side og holder et fad over hans hoved til at opsamle giften. Men fra tid til anden er hun nød til at forlade ham for at tømme fadet, og da rammer giften Loke.

I den hule skal Loke stå lænket til Ragnarok, hvor det er ham, der leder jætterne i kampen mod aserne. Altså udgør Loke en stor trussel for guderne, og både Fenrisulven og Midgårdsormen vil blive døden for nogle af guderne, når Ragnarok kommer. Selv vil Loke kæmpe mod Heimdal, og begge vil dø af kampen. De to strides i resterne af en gammel myte i form af sæler om Brisingamen, Frejas smykke, hvilket kunne tyde på et gennemgående fjendskab mellem de to.

Loke er en unik figur med sine mange sider, der både gavner og skader guderne. En lignende figur er ikke at finde i andre mytologier. Nogle af Lokes sider kan findes i andre gudekredse, men ikke en så mangesidet og kompliceret gud, som Loke. Der findes heller ingen stednavne, som antyder, at Loke har haft helligdomme og har været dyrket, men med så stor en rolle han spiller i myterne, har han bestemt været kendt af folket.