|
Snorre fortæller om Gefion, at hun er en jomfru, og at alle, der dør som jomfruer, tjener hende. Men der fortælles også en anden historie om hende, hvor Odin har taget bolig på Fyn på det sted, som nu er Odense, og han har sendt hende nordøst på over sundet for at skaffe mere land. Her møder hun kong Gylfe i Sverige, og til gengæld for hendes selskab om natten får hun alt det land, hun kan pløje, på en nat og en dag.
Derpå tager hun nordpå til Jotunheim og avler fire sønner med en jætte. Disse sønner forvandler hun til okser og spænder dem for ploven. Hun får plovet en stor del land op og fri af jorden, og dette land trækker hun mod Odin og Fyn og ud i vandet, og det er det, som nu kaldes Sjælland. Der, hvor der før var land, bliver der nu vand.
Oprindeligt synes Gefion at være en frugtbarhedsgudinde, som har med plovning at gøre. Det er tænkeligt, at der har været cermonier til ære for hende i forbindelse med plovning af jorden. Hun har også især været tilknyttet Danmark. Hendes navn betyder noget i retning af 'den, der giver' eller 'den rige', og det er muligt, hun oprindeligt har været en af vanerne og ikke en asynje, som hun beskrives som.
I København findes et springvand af Gefion og hendes fire okser i gang med at plove Sjælland fri af Sverige.
|
