Balder er søn af Odin og Frigg og broder til Høder og Hermod. Han beskrives som den smukkeste og lyseste af guderne - ja, han lyser ligefrem. Han er klog, rar og har en smuk stemme, men om ham siges det også, at ingen af hans beslutninger overholdes. Sammen med sin hustru Nanna og deres søn Forsete bor han i hallen Breidablik, hvor alt er smukt og rent som Balder selv. Trods alt det positive, der fortælles om ham, spiller han en meget passiv rolle. Selv i myterne om hans død, er han nærmest en biperson.
Balders død er en tragisk begivenhed, som varsler om Ragnaroks komme. Efter han har mareridt om sin egen død, får Frigg alt - dyr, planter, sygdomme, elementer, genstande - til at sværge, de ikke vil skade Balder. Kun misteltenen afkræver hun ikke løfte af, og i sidste ende bliver det den, som dræber ham. Og dette endda ved hans egen broder, Høders, hånd - med hjælp fra Loke. Den gode og uskyldige Balder er elsket af alle guder og mennesker, og hans død berører dem også. Alle sørger de, og da guderne endelig kommer til sig selv, beder Frigg en ride til Hel og bede om Balder tilbage. Hermod tager denne opgave.
Medens dette står på, sørger guderne for Balders bålfærd. Han bliver lagt ombord på sit skib Ringhorne. Nanna, hans hustru, dør af sorg over synet og lægges ved hans side. Også Balders hest sendes med ham i døden, og Odin lægger ringen Draupner på bålet, som hver niende nat drypper otte nye smukke guldringe.
Hermod vender tilbage med beskeden om, at Hel vil frigive Balder, hvis alt og alle i verden græder over hans død. Men Loke i forklædning som jættekvinden Tøkk vil ikke græde over Balder, og han må forblive i dødsriget. Efter Ragnarok vil Balder dog vende tilbage til livet, og han vil blive forsonet med sin broder Høder.
Umiddelbart synes der ikke at være præg af, at Balder er blevet dyrket som guddom. Der synes ikke være nogle stednavne, som bærer hans navn, og da 'Balder' betyder 'herre', er det usikkert, om der henvises til guden, når det optræder. Men den uskyldige Balder, der endte som et offer, er blevet husket, og som den lyse og kærlige gud, har han været et godt redskab, når de kristne skulle forklare nordboerne om deres lyse Kristus.
Nanna er den evigt tro hustru, som følger Balder i døden. Da hun ser hans lig klar til sin bålfærd, knuser det hendes hjerte, og hun dør. Derpå bliver hun lagt på bålet sammen med ham og følger ham til Hel. |