|
Tilknyttet religion er også skikke vedrørende hvordan man begraver de døde, når deres tid er forbi. Jættestuerne og stendysserne er tilbage fra stenalderen og væsentligt ældre end den nordiske gudetro. Gravstederne fra jernalderen er dog langt mindre iøjnefaldende. I den ældre jernalder er der tale om ligbrænding. Resterne samledes i en lerurne og blev begravet i et lille kammer i jorden. Ovenpå byggedes en lille høj af jord og/eller sten. Andre gange er de små høje bare bygget direkte oven på bålpladsen, hvor den dødes rester var blevet brændt.
Man mente, at sjælen kunne frigøres fra kroppen ved at brænde liget, og dermed var det en måde at sikre de dødes rejse til dødsriget. Nogle steder er der fundet fugleknogler eller rester af fuglevinder i disse grave, så sjælen lettere kunne finde vej. Ligene blev brændt med få gaver så som få smykker, redskaber eller lerkar samt ofte et lille stykke metal eller en mønt. Lige som i andre mytologier var troen nemlig at de døde skulle betale færgemanden for at komme til dødsriget. Alt i alt er troen, at de døde mere eller mindre med det samme rejser til dødsriget.
Omkring år 0 sker der en ændring i denne tro og dermed også måden, hvorpå ligene begraves. Man begynder at begrave ubrændte lig. De døde måtte tilbringe en tid i graven, før de kunne komme til dødsriget. Derfor har man også sikret sig, de havde det behageligt. Ligene lå altid på siden med hovedet mod vest, og foran dem placeredes mad og drikke samt redskaber, tøj og smykker, så de døde havde, hvad de behøvede. Mønten til færgemanden fulgte dog stadig med i graven. Altså har de døde nok været tvunget til at være i graven en rum tid, men i sidste ende måtte de tage rejsen til dødsriget.
Det er også fra den tid vi ser en skik, som stadig fastholdes i vores tid - gravøllet. Omkring graven har de efterladte kunnet nyde et stort måltid. Dette har været til ære for den døde og fungeret som et sidste fælles måltid med den døde.
 Som jernalderen nærmer sig starten af vikingetiden dukker de såkaldte skibssætninger op. Danskerne sejlede allerede tidligt meget, og skibet fik en meget vigtig betydning. Der fortælles om gudekongen Skjold, der kommer sejlende fra guderne, og på samme måde har man forestillet sig, at den døde skulle sejle til dødsriget.
For konger og høvdingers vedkommende blev skibet fyldt med deres ejendele inklusiv bl.a. heste og våben. Man satte sejl på skibet og sendte det til havs. I andre tilfælde blev skib, genstande og høvding begravet nær havet, så skibets stævn vendte mod havet, som var det klar til at sejle af sted.
Men man havde ikke råd til at ofre hele skibe på det, hver gang en person døde. Almindelige folk fik et symbolsk skib, en oval stensætning formet som et skib. Nord for Ålborg findes Lindholm Høje - en stor gravplads med mange skibssætninger, der alle vender mod fjorden, klar til at begive sig ud på havet og til dødsriget. | 
