Jeg sprang ud som heks omkring ½ år efter, jeg først begyndte at læse om wicca. Det var ikke nemt, at fortælle mine forældre det. De er begge kristne – min mor mere end min far. Heldigvis for mig, har jeg altid haft et godt forhold til mine forældre. De tog det også meget pænt. Min far, som altid har været ekstra beskyttende over for mig, var straks bekymret for, jeg var på vej ind i en sekt af en slags. Jeg viste ham wicca.dk, som dengang så meget anderledes ud, end den gør i dag. Han læste lidt selv, og jeg forklarede ham en del. Han fandt ingen tegn på nogen, der ville mig ondt, men for at være sikker, skrev han til sidens indehaver. Og hendes svar gjorde ham noget tryggere.

Hans interesse i min tro glædede mig. Det var rart at tale om de tanker, jeg gik med. Især med en, som ikke havde gjort sig de store overvejelser over sådanne ting. Min mor derimod var de første år meget overbevist om, det bare var en fase, jeg skulle igennem. Jeg var teenager, og hun antog, det var mit teenageoprør. Men med årene accepterede hun, at det var noget, der var kommet for at blive.

En ting, som har betydet rigtig meget for mig, var netop, at mine forældre gerne lyttede og talte med mig om min tro – og deres egne synspunkter. De var åbne og udviste nysgerrighed, hvilket kun gjorde mig mere tryg i at dele min tro med dem. Det har aldrig handlet om, at den ene part skulle overbevise den anden part om, hvad der er rigtigt. De har aldrig prøvet at få mig til at blive kristen igen, og det har betydet rigtig meget for mig.

Som 18-årig meldte jeg mig ud af folkekirken, da jeg følte, det var forkert at være medlem af en tro, som jeg ikke tror på. Min mor blev ikke ligefrem begejstret over det. Hun var bekymret for mig og for at jeg ville fortryde det. Igen var det noget, vi kunne tale om, og det lykkedes at få hende til at forstå mit grundlag for at melde mig ud. Jeg tror især, det var her, det gik op for min mor, at jeg mente det alvorligt, og det ikke bare var en fase eller et teenageoprør, men det rent faktisk var mit valg af tro, som var kommet for at blive.

Siden da har vi snakket om flere ting. Da jeg ikke er kristen, ønsker jeg ikke mine børn bliver døbt, når jeg engang får nogle. Mine forældre har det stadig underligt med det. ”Bare for en sikkerheds skyld” siger min far, når vi taler om det. Men jeg holder fast. Det vil føles forkert at lade mine børn indgå i en tro, jeg ikke tror på. Jeg har alle intentioner om at lære dem om kristendommen – og andre trosretninger. Jeg er af den holdning, at man skal kende alternativerne, før man tager sin beslutning – især når vi taler om tro.

Min barndomsveninde undrede sig også lidt, da jeg sprang ud som heks. Hun spurgte til, om dette så ændrede noget i mit liv. Sådan set faldt mine holdninger bare på plads. Jeg har altid respekteret naturen og dyrene som levende væsener lige som du og jeg. Wicca lærer os, at det guddommelige er i alt levende. Altså i dig og mig, i min kat og i træerne og sågar græsset. Altså skaber det en sund respekt for naturen. Det er nok det væsentligste i mit liv, der er påvirket af, jeg er heks. Jeg spiser kød som alle andre. Jeg lægger mærke til naturens gang og glæder mig ved at se årstiderne skifte. Jeg går i det tøj, som lige føles rart eller ligger øverst i skabet. Det eneste ved mit udseende, som afslører jeg er heks, er det pentagram, som hænger om min hals. Ellers ville du aldrig gætte det.

Mit bedste råd til dig, som kender en, der kalder sig heks, er dette:

Vær åben for at tale om det

Det betyder meget, at ens valg bliver anerkendt og respekteret. Om det er det rette valg, skal jeg ikke kunne sige. Det finder man ud af gennem livet, som man lærer. For mig er der ingen tvivl. Jeg føler mig hjemme her, og jeg er stolt af min tro.