Udvalgt - mit første store værk. Jeg kan kun sige, jeg er stolt af denne historie. Den er ej længere det bedste, jeg har skrevet, men den vil til alle tider være min første. Og dermed er standarden da også derefter. Det er god en god historie, om end ikke af best-seller-status.

Udvalgt, som tilhører genren fantasy, var omkring et år undervejs. Den handler om tre unge kvinder, som en dag opdager, at de har levet før, og i det liv havde de en fjende, for hvem det lykkedes at undgå døden. Dermed er de klar over, at de er nød til at afslutte, hvad de begyndte mange tusinde år tilbage i et helt andet liv. Men før de endnu engang kan stå ansigt til ansigt med deres gamle fjende, som har holdt sig i live de mange år i en helt anden verden, må de lære deres magi at kende. Dette bringer dem til en verden fyldt med elvere og guder, som de aldrig havde hørt om, og væsener, som de troede for længst var forsvundet. Deres undervisning i denne fremmede verden bliver dog pludselig afbrudt, og de forvises derfra. Nu på egen hånd må de vælge, om de er klar til den endelige kamp, eller om de vil flygte og lade sig jage af deres gamle fjende.

Denne blev sendt rundt til et par forlag, men som jeg også selv kan se nu, hvor jeg er blevet bedre til at skrive, er den ikke god nok til at blive en bog. Jeg har dog ikke glemt Udvalgt eller tænkt mig at gøre det. På nuværende tidspunkt ligger den på hylden og venter - en dag vil jeg tage den frem igen, og så skal den have en ordentlig gennemretning. Måske udvikler den sig en dag til en fantastisk historie - måske forbliver den bare mit første værk. Hvor om alt er gemmer der sig flere historier i dens univers, og derfor har jeg endnu ikke afskrevet den helt.

Her følger så et lille uddrag, hvor pigerne forsøger sig med at komme nær deres største fjende:

Siricenyas hånd bankede forsigtigt på jernporten, og en lille låge i den blev åbnet brat.
- ”Hvem der?!” spurgte en vred stemme.
- ”Vi er tre rejsende med nyt til Dronningen om…” sagde Siricenya, men blev afbrudt af vagten.
- ”Ja, ja… Det er ikke mit job at overbringe Dronningen nyt! Se så at komme af sted! Hun bliver vred, hvis man lader hende vente for længe, og det går ud over os alle. Bare se hvordan hun brutalt myrdede unge Relonor! Staklen havde ikke gjort hende noget. Det er de forbandede ’Ladies of Magic’, der gør hende så irritabel.” fortalte vagten, mens han langsomt åbnede en dør i porten og pigerne smuttede ind.
- ”Tak.” sagde Siricenya høfligt, og vagten stirrede forundret på hende.
- ”Vi må skynde os.” afbrød Zenobia hurtigt inden vagten fattede mistanke.
    Inde i slottet var der stadig stille. Det eneste man kunne høre var jerndørens knirken, da vagten igen lukkede den. Der var om muligt mørkere og mere uhyggeligt inde i slottet end i resten af Landet Imellem. På pladsen lå en smadret stol, og der var spor af blod fra en dør i den ene side af slottet til en i den anden side. Måske var det blod fra den mand, som vagten havde fortalt om. Hvis det var sandt, så skulle de følge sporet, som det blev svagere.
- ”Jeg bryder mig ikke om det her sted.” hviskede Mafdet, mens de langsomt gik frem. ”Måske skulle vi vente, til vi har en rigtig plan.”
- ”Måske...” svarede Siricenya. ”Men hvis vi forlader slottet nu, så vil de helt sikkert regne ud, at det er os, og så når vi ikke langt.
- ”Og hvor skulle vi også tage hen? Vi har ikke set et eneste sted, hvor vi kunne gemme os og lægge planer. Vi er allerede blevet fanget to gange, og nu hvor vi ikke har mere, som folkene her kunne tænke sig, så vil det ikke vare længe, før vi sidder her i en fangekælder.” tilføjede Zenobia, og Mafdet måtte give dem ret.
    De fortsatte stille og roligt videre ind i slotsgården, forbi den ødelagte stol og hen mod den dør, hvor blodsporene ikke var så tydelige endda. Men pludselig blev de afbrudt af et råb:
- ”Vagter! Der er de! Fang dem!”
    Oppe på balkonen over den smadrede stol stod Zirina og smilede. Pludselig blev den ellers så stille slotsgård fyldt med råb og larm af folk, som kom løbende ud af husene. Der var flere end pigerne kunne nå at tælle, og de var i stort undertal. Mafdet prøvede først at holde dem på afstand med vind, men hun kunne ikke holde dem alle på en gang. I mellemtiden vækkede Siricenya de små figurer i hendes armbånd til live, og hun sendte dem straks på Zirinas tropper. Zenobia kunne ikke bidrage med sine kræfter, da der ingen planter var i Landet Imellem. I stedet greb hun nogle sten og hvad der ellers lå på jorden, og begyndte at kaste det på angriberne. Med Mafdets stærke flammer lykkedes det, at slå nogle ihjel og få andre til at flygte, men det var ikke nok.
    Hver gang de havde klaret to eller tre, så kom der bare fire-fem nye. Til sidst kom Zirinas tropper så nær, at de greb pigernes hænder, førte dem om på ryggen og bandt dem sammen der. Oppe på balkonen kunne de se Zirinas mørke ansigt udtrykke glæde og tilfredshed. Derpå fik de bind for øjnene og blev ført ned af en trappe.