Kraftens Forbandelse er en ide, som dukkede op en sen aften. Faktisk startede den såmænd bare som sætninger, der dukkede op i mit hoved, og jeg begyndte straks at skrive. Dette blev til lidt mere en to sider på computer, som nu er størstedelen af prologen, der stiller mange spørgsmål i læserens hoved. Faktisk starter den lige ved klimakset - eller i hvert fald et af dem - og den ender med hovedpersonen ser minderne passere forbi.

Det er så her den egentlige historie begynder. Herpå arbejder den sig så op til det tidspunkt, som prologen fortalte om, og her skal så tages et valg, som er afgørende for resten af historien. Hvordan den skal ende, har jeg faktisk ikke besluttet endnu.  Jeg har 3-4 forskellige slutninger, som jeg kan bruge. Hvilken en det bliver, beslutter jeg nok først, når jeg kommer dertil. Normalt gennemtænker jeg ideer, jeg får, før jeg begynder at skrive på dem, og jeg har gerne hele historien lagt ud i mit hoved. Men den her arbejder jeg med på en ny måde. Jeg koncentrere mig om det kapitel, jeg nu engang arbejder på og har måske nogle overvejelser til det næste kapitel. Men jeg har ikke gennemtænkt de næste par kapitler.

Men i stedet for at fortsætte med at fortælle om den her ide, vil jeg lægge prologen op her.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I nattens mørke bevægede jeg mig lydløst fremad, sådan som jeg altid har haft en helt særlig evne til. I den smule lys, som månen sendte ned mellem træernes kroner, fik jeg øje på hans lig. Jeg kendte ham dårligt, og synet af hans lig gjorde mig endnu mere urolig. Der var ikke den mindste antydning af, hvad der havde gjort en ende på hans liv, men på den anden side havde jeg heller ikke tid til at blive og undersøge ham nærmere. Jeg skyndte mig tilbage til de andre.
   De samlede sig omkring mig i søgen efter beskyttelse, men jeg havde intet at beskytte dem med mod det, som gemmer sig i skyggerne. Dog måtte jeg berolige dem, så jeg talte til dem:
- ”Børn, vær ikke bange. Vor Moder vover over os. Hun passer på os og beskytter os mod farer. Hun er overalt omkring os. Lyt til hendes stemme i vinden og i fuglenes sang. Føl hendes kærlige berøring i den lette brise. Se hendes ansigt i jorden og månen. Hun er der altid – og hun er her hos os nu.”
   Der var ingen lyd at høre. Ingen fuglesang, ingen vind i træerne – ikke engang hviskenen af disse omkring mig. Mit hjerte bankede vildt. Jeg følte det så tydeligt, at de var på vej – at de var tæt på. Som om de åndede mig i nakken, eller at deres blikke stirrede stift på mig. Men de var her endnu ikke. De ældre var alle forsvundet. Hvorhen anede jeg ikke. Nogle er jeg sikker på var blevet taget af dem i skyggerne, men andre må have overlevet.  Måske var de vise nok til at flygte i tide. Jeg ved det ikke. Ligegyldigt hvad var jeg nu den ældste, og de unge lagde deres liv i mine hænder.
- ”Jeg kan ikke lyve for jer, kære børn. Jeg ved ikke, hvad der venter os, ej heller hvordan det stoppes. Jeg har set dem, som flygtede, og de kom ikke langt. Dette er en fjende, som ingen anden. De er hverken blevet set eller hørt, og hvordan de dræber, er mig en gåde. Men jeg skal blive hos jer hele natten og gøre mit alleryderste for at beskytte jer. I må alle lytte til mig, ligegyldigt hvad der sker! Kun hvis vi holder sammen og er stærke i troen, vil vi leve til at se solen stå op endnu en gang.
   Vær stærke, mine børn. Vis ej jeres frygt. Stol på Moderen, thi hun vil redde os. Hun vil ikke forlade os, hvis vi holder hende i vore hjerter! Jeg har mødt ukendte farer før, og hun har bragt mig gennem dem, som hun vil i nat! Overgiv jer ikke til frygten, mine børn. Jeg tror, det er hvad vor fjende lever af. Giv dem ikke mere, end de allerede har taget fra os!”
   Min tale syntes at fjerne lidt af deres frygt, men min egen forblev. Sandt nok har jeg overlevet nætter, hvor jeg troede, jeg ej skulle. Men dengang havde jeg en ide om, hvad der kom og hvad, jeg måtte gøre. Dette var anderledes. Dette var sand fare. Dog gentog ordene sig i mit sind: ”Frygt ej. Hun vil redde jer.”
   Der var engang, hvor jeg ej ville have frygtet en nat som denne. En tid hvor jeg ville have samlet mit mod og være marcheret direkte ud i skyggerne og i faren – og jeg ville uden den mindste tvivl have sejret. Men dette var den Gamle Tid, hvor de mægtigste magiske kræfter flød i mine årer. Det er bag mig nu. Jeg er ej længere den person. Jeg frasagde mig de kræfter for længe siden – kræfter som de fleste kun drømmer om. Men jeg havde mine grunde. Jeg vil ikke tage disse kræfter tilbage.
   Derpå så jeg noget i skyggerne. Et ansigt – et velkendt ansigt. Og i mit sind hørte jeg ham tale til mig: ”Du kan ikke nægte, hvem du i sandhed er. Kæmp ikke imod dine kræfter – de er ikke din fjende. Du ved, hvad du må gøre. Blive hvem du er bestemt til at være – hvem du engang var.
   Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. At se ham igen, at høre hans stemme – hvor havde jeg længtes efter dette i de mange år, som var passeret! Og dog måtte jeg trodse ham. Jeg ville ikke gøre, som han sagde. Jeg er ej længere den person, svarede jeg ham i mine tanker. Jeg gav de kræfter fra mig for længe siden, og jeg vil ikke have dem tilbage! Du af alle burde vide hvorfor! Du så, hvad de gjorde ved mig, hvem jeg blev! Jeg er ikke den person. Jeg vil ikke være den person igen!
   En tåre undslap mit øje og løb ned af min kind. Hvordan – efter alle disse år – kunne han tro, at han bare kunne komme her og kræve dette af mig! For så længe havde jeg længtes efter ham, men han havde aldrig vist sig for mig. Aldrig havde han svaret mig i mine tanker eller mine drømme. Og nu befalede han, at jeg skulle blive den person, jeg var, da jeg mistede ham!
- ”Men det må du. Jeg ved det gør ondt, men du har intet valg! Hvis de skal overleve – hvis du skal overleve – må du tage i mod dine gamle kræfter og dit sande jeg endnu engang! Jeg tilbyder dig ikke denne chance. Jeg fortæller dig, at du intet andet valg har, hvis du skal overleve denne nat!” fortsatte han i mit sind.
   Men… Jeg vil miste igen, ikke sandt? Vi véd begge, hvad kræfterne gør ved mig! Alle dem jeg elsker, vil blive såret! Så vil jeg hellere dø nu!
- ”Og du vil tage alle disse børn med dig?!” spurgte han. ”Jeg ser dem bære våben, selvom ingen af dem endnu er gamle nok til sådan et ansvar! Tror du virkelig, at du kan bekæmpe det, som kommer, med dødelige våben? Tro om igen, min kære! Kun din mest magtfulde magi kan kaste dem tilbage, men ikke engang det er stærkt nok til at dræbe dem. Du må slutte dig til de andre. Sammen er I de eneste, som kan stoppe Skyggedræberne. Forstår du ikke din pligt?!”
   Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere og gik ind i min hytte for at græde. Han fulgte mig, som den skygge, han nu var. Hvordan kan du gøre dette mod mig?! Komme tilbage efter alle disse år og bede mig om at gennemgå det mareridt endnu en gang?! Jeg elskede dig mere end noget andet i hele verden! Der er intet, jeg ikke ville gøre, for at få dig tilbage!
- ”Så gør din pligt og red disse børn, som du ville have reddet mig, hvis du havde haft chancen.”
   Men jeg kunne aldrig have reddet dig! Jeg var truslen mod dig! Havde det ikke været for mig, havde du stadig været i live nu. Hvorfor så du ikke faren?! Hvorfor rejste du ikke, som jeg bad dig om?! Du trodsede mig og blev, og nu – på grund af mig – er du bare en skygge. En fortabt sjæl.
   Jeg faldt på knæ og hulkede ustyrligt. Smerten var mere end jeg kunne bære! Det var som om mit hjerte og min sjæl blev revet fra hinanden inde i mig. Som om noget trak i mig fra alle retninger. Som om nattens fare ikke var nok!
- ”Dette er større end både du og jeg. Hvis det lykkes for dem i nat, og de dræber dig, så er alt håb ude. De kan ikke blive udslettet uden dig! Hold op med at forsøge at flygte fra din skæbne! Har du ikke altid sagt at ’Vi må tage imod vor skæbne, ligegyldigt hvor ubarmhjertig den er.’?”
   Hvor vover du at vende mine egne ord imod mig?! Jeg sagde dette for langt tid siden, da jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvad skæbnen ville byde mig.
- ”Men kan du nægte sandheden i det?” spurgte han trodsigt.
   Nej. Men jeg kan ikke omfavne min skæbne med åbne arme. Jeg prøvede det engang, husker du? Og hvad fik jeg ud af det? Hvad belønnede skæbnen mig med, efter jeg havde opgivet alt for den? Den tog dig fra mig! Af alt jeg nogensinde har elsket, måtte det absolut være dig! Er det retfærdigt?! Og nu forlanger skæbnen endnu mere af mig? Hvad vil der ske denne gang, når jeg har gjort min pligt? Hvem vil dø denne gang? Hvad må jeg afgive denne gang? Jeg har intet tilbage! Skæbnen tog det hele, og nu vil den have mere?! Det synes mere fristende for mig at vende mig til Skyggerne og kæmpe for dem!
- ”Sig ikke det! Hvis du gør det, vil jeg aldrig tilgive dig! Du hører ikke til der! Hvordan kan du overhovedet spøge med dette?! Den kvinde, jeg kendte, ville aldrig overveje dette i hendes vildeste morsomheder!”
   Den kvinde, du kendte, havde en grund til at leve. Hun troede, hun kendte sin skæbne, og hun var villig til at opgive så meget! Men så mistede hun dig, og livet var ikke længere værd at leve!
- ”Så fortæl mig hvorfor du stadig er i live.”
   Jeg kunne ikke svare ham. Hvorfor var jeg stadig i live? Lige siden hans død, havde jeg kun ønsket én ting: At dø og se ham igen. Men jeg havde overlevet. Jeg var fortsat med at leve. Og dag efter dag var passeret forbi. Måner var blevet til år, og år blevet til århundrede. Jeg var rejst langt bort fra det sted, der havde været mit hjem dengang. Men ligegyldigt hvor ihærdigt jeg havde forsøgt, havde jeg aldrig glemt den nat, jeg havde mistet ham. Hver dag havde smerten været der – og skylden med. Det var min skyld – og min alene – at han var blevet dræbt. Hvis jeg ikke havde været så grådig efter kræfter, ville jeg have set, hvad der var ved at ske. Men min grådighed havde gjort mig blind, og det havde kostet ham livet.
   Jeg samlede mig og rejste mig fra gulvet i min hytte. Jeg passerede hans skygge, som om jeg ej så ham, men det smertede mit hjerte for meget at se ham. Jeg så ud gennem døråbningen på de børn og unge, hvis eneste håb jeg var. Deres liv lå i mine hænder. Jeg kunne redde dem i nat, og jeg ville være i stand til at fjerne denne trussel for evigt, hvis jeg samlede De Ni Mægtige endnu engang. I min ungdom ville der ingen tvivl have været i mit sind. Jeg ville have givet slip på alt og gjort min pligt. Men nu hvor alderen havde bragt mig mere visdom, tøvede jeg. Hvad ville der ske, hvis jeg gjorde det? Hvis jeg tog mine kræfter tilbage og bekæmpede Skyggedræberne? Når dette var opfyldt, hvad ville der så ske med mig? Magtbegæret og storhedsvanviddet ville uden tvivl indtage mit sind igen, men hvad ville kunne bringe mig tilbage denne gang? Hvad ville tæmme mig? Jeg havde ikke længere nogle kære, som kunne give deres liv for det.
- ”Du må stole på skæbnen.” lød hans ord endnu engang i mit sind.
   Jeg kan ikke. Skæbnen har forrådt mig for mange gange. Smerten og risikoen er for stor. Jeg kan ikke gøre det. Tilgiv mig…
   Men da jeg vendte mig mod det sted, han skygge havde været, var han væk. Sorgen og tomrummet efter ham skyllede endnu en gang ind over mig, og jeg sank sammen med ryggen mod væggen. Jeg kæmpede imod tårerne, men jeg kunne til sidst ikke holde dem tilbage længere. Som de slørede mit syn i denne forfærdelige nat, begyndte billederne og minderne at vise sig så klare, at jeg blev i tvivl om jeg blev en del af dem igen...