Erinna kastes ind i en verden fyldt med mystiske væsener, hun kun har hørt tale om ved bålet om aftenen. Ikke nok med denne verden beboes af elvere, gobliner og drager, den er også i et så stærkt forfald, at dens beboere næsten alle har mistet troen på, den nogensinde kan genvinde sin gamle storhed. Dette rige var engang samlet med alle de forskellige racer levende som ét samlet folk. Men indbyrdes strider hos både racerne og guderne ledte til en splittelse ikke kun i samfundet, men i selve landet.

Det sted, Erinna kommer til, er nemlig et hulrum dybt nede i orden. En kæmpemæssig kuppelformet hule, hvis bund hovedsageligt er dækket af vand. Centralt i dette underjordiske hav, ligger nogle øer, som befolkningen fortæller engang var én samlet ø. Men landskabet har formet sig efter gudernes strider og folkets splittelse, og er dermed blevet til en lille øgruppe. Alle øer har adgang til den store hovedø, som er mere eller mindre forladt grundet splittelsen. Det er ingenmandsland, hvor blodet flyder alt for nemt.

Som Erinna lærer landet at kende, møder hun også de forskellige folkeslag, der lever i riget. På trods af deres talrige og stærke forskelligheder, har de alligevel en fælles drøm om at deres verden skal komme på rette vej igen, og guderne skal vende tilbage til dem. Der findes også en oldgammel profeti, som er spredt blandt de forskellige racer, men grundet deres indgroede fjendskab, er den aldrig blevet samlet. Nogle af folkene mener, det nye blod Erinna har bragt til dem, er et håb om en bedre fremtid. Langt de fleste mener dog, at alt vil blive godt, hvis deres fjender forsvinder.

Siden ideen blev til, har den passeret de 30 skrevne sider fordelt over 4 kapitler, samt en god stak notater til verdenen, guderne, personerne og plottet i den. Hermed følger så et lille uddrag af Erinnas første oplevelser i dette fremmede rige.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Erinna havde følelsen af, hun svævede, men hun kunne intet se. Et sted langt og fjernt derfra syntes hun at kunne høre stemmer og fornemme en varme. Men alt hun kunne se, var mørke. Og alt hun kunne mærke, var kulde. Men så pludseligt – efter hvad der havde føltes som en uendelighed og alligevel kun et hjerteslag – følte hun en varme på sin læbe. Varmen bredte sig roligt til hele hendes krop, til hun kunne føle den i sine fingerspidser og sine ellers så forfrosne tæer. Prøvende åbnede hun øjnene en smule, og hun så lys. Langsomt lod hun øjnene vænne sig til lyset og åbnede dem mere og mere. Til sidst kunne hun se en skikkelse stå over sig.

Det var en kvinde. Hendes lange gyldne hår, som strålede smukkere og mere lysende end Erinnas eget, var sat op i kunstfærdige snoninger. Hendes klare blå øjne lyste næsten, men Erinna fandt dem ikke skræmmende at se op i. De kiggede på hende med et blidt og kærligt blik, og kvinden smilede til Erinna. Som Erinna lå der og betragtede kvinden, lagde hun mærke til noget underligt ved hendes ører. De var spidse i toppen, hvor Erinnas egne var runde. Aldrig havde hun set noget så mærkeligt. Hvad var der dog sket med denne ellers så smukke kvindes ører? Hun talte til Erinna på et sprog, som hun ikke forstod.
- ”Ee Aniira, ee ai’ir. Ou olii ayri, Ayriya ai’ir ou. Ou tuuri?”

Da Erinna kun reagerede med et forundret blik, gentog kvinden ordene, men denne gang lød de lidt anderledes. Sådan forsøgte hun et par gange med nogle variationer. Men Erinna forstod intet. Til sidst lod det til, at kvinden var klar over, at Erinna ikke forstod hende. Hun sukkede og så eftertænksomt ud i luften. Derefter lagde hun hånden på brystet af sig selv og sagde ”Aniira”, hvorefter hun lagde hånden på Erinna og så spørgende på hende. Erinna forstod og sagde sit navn. Kvinden førte hånden frem og tilbage og gentog de tog navne. Erinna sluttede sig til.

Herefter tog kvinden fat i Erinnas hånd, som hun nu lagde mærke til var forbundet. Kvinden pegede på forbindingen og sagde ”ai’ir”. Erinna forstod ikke helt, men kvinden blev ved med at gentage. Til sidst forstod hun det som om kvinden, som hed Aniira, havde lagt forbindingen. Sådan fortsatte kvinden med at forklare ord. Men Erinna var træt og gabte for at gøre opmærksom på det. Aniira forstod og lod hende ligge. Snart faldt Erinna hen igen og denne søvn var langt mere behagelig, end det mørke, hun tidligere havde opholdt sig i, før hun var vågnet og havde set kvinden med de spidse ører.