Tilbage til bogskabet


Mit liv og min død

Mit liv og min død
Den store samling
Malcolms hemmelighed


A bite to remember

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vampyrens Bid er en dagbog tilhørende en vampyr. Den er inspireret af en Vampyre the Masquerade kampange, og derfor kan jeg ikke love noget om, hvornår der kommer opdateringer her. Det bliver når der er sket noget nyt. Men god fornøjelse med at læse om Clair Evans' liv og død.

 

Min historie begynder for mange år siden. Den 3. februar 1948 blev jeg bragt ind i denne verden, men det er ej mit liv, jeg vil fortælle om - det er hvad der skete efter min død. Dog er det nødvendigt med et par ord om mit liv. Jeg, Clair Evans, voksede op i byen Street, Somerset, England. Mine forældre var hverken specielt velhavende eller særligt rige. Vi tilhørte vel den gode del af middelklassen. Mine to brødre og jeg levede et godt liv, og vore forældre var gode ved os. I mine teenageår vågnede interessen for det okkulte, og jeg besøgte siden da Glastonbury adskillige gange. Herfra kan jeg berette om nogle interessante oplevelser, men min død taget i betragtning er der ingen grund til at gå i detaljer med disse.

Med årene blev jeg lærer, men min fascination af magien og Wicca vedblev. I 1981 valgte jeg at rejse til USA, hvor jeg blev jeg blev High School lærer i Boston - mere præcis vil jeg ikke være. Jeg underviste i Science, og jeg faldt godt til i denne storby til trods for at være opvokset i en langt mindre by. Min interesse i magi og Wicca vedblev, og da forfattere som Scott Cunningham og Starhawk begyndte at udgive bøger, var jeg en ivrig studerende. Bøger har altid været noget, jeg holdt af at læse, og min bogreol har til alle tider været fyldt med fantasyforfatternes værker. Navnlig Marion Zimmer Bradleys bøger er at finde der.

Min indvielse som heks kom da også, og siden hjalp jeg et par elever med samme interesse finde bøger. Hele grunden til jeg blev lærer var faktisk, at jeg nyder at give lærdom videre. Jeg forblev dog alene, og mine aftener tilbragte jeg i min lejlighed med en god bog – skønlitteratur lige så vel som faglitteratur. Det var også min søgen efter lærdom, der en sen vinteraften bragte mig til at møde Malcolm Sullivan.

Jeg sad som mange andre gange på biblioteket begravet i en bog – Scott Cunninghams Earth Power, hvis jeg husker korrekt. Malcolm hilste kun pænt på og lagde en bog hos mig med kommentaren ”Læs den.” Bogen handlede om forskellige former for magi og var meget forskellig fra de andre, jeg før havde læst. Den beskrev magierne på en måde, der fik dem til at virke som om de krævede en særlig indvielse, men denne blev ikke omtalt direkte. Forrest i bogen var med en smuk svungen håndskrift skrevet ”En gave. Malcolm Sullivan.”

Jeg kom på biblioteket de følgende aftener, men der var intet spor efter denne Malcolm, og efter en måned begyndte jeg at opgive. Men så en aften kom han og satte sig ved det bord, hvor jeg sad og læste. Han spurgte mig, om jeg havde fundet hans gave god læsning, og jeg kunne kun indrømme, at jeg var meget imponeret af den. Straks spurgte jeg også til denne indvielse, som lod til at skulle til, men han var ej meget for at fortælle om den. Han sagde, den kun var for få og ikke alle kunne blive indviet. Hvis jeg var interesseret i at vise mit værd, ville han gerne prøve mig, men jeg skulle være forberedt på dette ville tage det meste af vinteren. Han gav mig en adresse og et tidspunkt, hvor jeg skulle møde ham.

Sådan fulgte to måneder, hvor jeg tilbragte to aftener om ugen i selskab med Malcolm Sullivan. Han lærte mig ikke decideret magi eller fortalte mig om denne indvielse, men i stedet lærte han mig om mere skjulte ting i vor verden. Jeg afslørede dog aldrig hans hemmelighed. Han havde en hvis kraft og aura om sig, der ej var til at nægte, men hvad der egentlig lå bag dette, kunne jeg ej selv gennemskue.

Efter disse måneder så jeg ham ikke i et par år. Jeg hørte intet, og den adresse jeg før havde besøgt ham på, havde ej længere nogen ejer. Jeg lod det ej ligge, da jeg ønskede at lære mere. Så jeg søgte hvor end jeg kunne efter Malcolm Sullivan, men alt jeg fandt, var en mand født i 1789. Han lod til at være forsvundet i 1827. Min konklusion var, at han måtte have opgivet et falsk navn. Malcolm Sullivan kunne det bestemt ikke være – men det var lige præcis hvem, han var.

I starten af 1991 mødte jeg ham pludseligt en aften på vej hjem fra biblioteket. Han var lettere såret, men ønskede ikke megen hjælp. Jeg tilbød ham en kop te i min lejlighed, og han takkede ja. Da vi ankom, lod han dog til at være i bedre stand. Jeg spurgte ind til hvad, han havde lavet de sidste år, men han var ej villig til at fortælle om det. Faktisk virkede han en smule nervøs. Han faldt dog mere til ro som aftenen forløb, og han begyndte at gå min bogreol igennem. Jeg fik et par anbefalinger, og han spurgte ind til nogle titler, han ej kendte selv – disse var især af nyere dato.

Som aftenen skred frem tilbød jeg ham at overnatte, og han takkede ja. Jeg redte op til ham i min stue, og gik derefter selv i seng. Men da jeg vågnede næste morgen, var han borte, og alt, der lå, var følgende besked: ”Indvielsen vil fratage dig dit liv, som det er nu, men give dig et bedre og længere. Hvis du er villig til at opgive alt – ALT – mød mig da på biblioteket i morgen aften.”

Selvfølgelig tog jeg af sted følgende aften. Jeg anede ej, hvad som ventede mig, men jeg ønskede det brændende. Nok var jeg glad for mit job og mine elever – især en ung kvinde ved navn Cloe Readman, der var særligt dygtig – men dette føltes nærmest som mit kald. Hvad end det var Malcolm ville tilbyde mig, så var det noget, jeg ønskede mig. Om jeg så skulle opgive mit liv for det.

Disse var tankerne, jeg havde, som jeg i hast begav mig mod biblioteket for at møde Malcolm. Jeg havde dog ingen anelse om i hvor høj grad, jeg faktisk ville opgive mit liv. Han ventede på mig ved biblioteket, hvor han havde en bil ventende på os. Hvor helt præcis vi kørte hen, anede jeg ikke, men jeg var også ligeglad. Malcolm fortalte mig, at hvis jeg sagde ja nu, var der ingen vej tilbage. Jeg ville aldrig kunne få mit liv tilbage, og alting ville være forandret. Stadig var jeg villig til at gennemføre hvad end han havde tænkt sig. Da han lænede sig over mod mig og fjernede mit hår fra min højre skulder, blev jeg dog i tvivl. Nok var han en flot herre tilsyneladende nogle år ældre end jeg selv, men dette var ej, hvad jeg havde forventet – det havde intet at gøre med det, han havde fortalt om. Jeg rykkede lidt væk fra ham og ville skubbe ham væk, men inden jeg nåede ret meget, satte han tænderne i min hals.

Forbløffelsen over hvad der skete, blev nu snart afløst af en fantastisk lykkerus. Som livet forlod min krop, blev jeg fyldt af en ekstatisk følelse. Den skræmmende tanke om hvad, der skete, var ingen steder at finde i mit sind – end ikke bekymringer om Malcolms løfter. Jeg nærmest fløj! Stille forsvandt bilen ud af mit sind og jeg kunne i stedet se et lys, som nærmest kaldte på mig. Men da jeg følte en varm og lokkende fornemmelse brede sig i mit indre, kunne jeg ikke modstå dens løfte om evigt liv og kræfter ud over min forstand. Jeg ville leve igen og vendte mig bort fra lyset.

Tilbage i bilen, som ikke længere kørte, var lykkerusen aflyst af en smertende hunger, og den svage smag af blod i min mund, gjorde det kun værre. Jeg husker ej detaljerne så præcist, men Malcolm havde sørget for jeg havde mulighed for at slukke noget af min tørst. Da jeg fornemmede varmen fra et levende væsen, hvilken jeg nu husker ej kom fra Malcolm i bilen, tøvede jeg ikke et sekundt. Instinktivt satte jeg tænderne i og drak det varme søde blod. Den vidunderlige følelse vendte endnu engang tilbage, og jeg ønskede intet andet end den skulle vare ved.

Senere mødte jeg syv herre, som jeg lærte var ledere af vor klan, og ifølge traditionen skulle jeg drikke af deres blod også, hvilket jeg glædeligt gjorde. Det var først langt senere, jeg lærte, at man bliver bundet til en anden vampyr, hvis man drikker dennes blod.

Sådan endte mit liv og jeg begyndte min nye tilværelse som vampyr. Malcolm fortalte mig om alt det, jeg behøvede at vide om vor ædle klan – Tremere – i hvilkens blod magien flyder stærkt. Jeg lærte om vore allierede og vore fjender, men vigtigst af alt lærte jeg mine egne evner at kende. Jeg behersker ildens gave, som er frygtet blandt mange vampyrer. Ilden gør stor skade på os, men alligevel er jeg i stand til at skabe en fin flamme i min hånd. Dog har jeg kun kontrol over den til det øjeblik, jeg sætter den fri, og så kan den vel skade mig som enhver anden.

Men jeg vil ej heller gå i detaljer med mine evner. De er i konstant forandring, og jo mere jeg træner dem og lærer, jo stærkere bliver de. Jeg har set ældre vampyrer fra min klan bruge deres evner, og jeg ved derfor, hvorfor andre klaner frygter os sådan og har brug for os.

En ting, som stadig er i mit – af mangel på mere passende udtryk – liv, er bøger og ønsket om ny lærdom, og dette er noget jeg deler med mange andre fra min klan. Siden jeg blev embraced, har jeg boet her sammen med mine søstre og brødre, og jeg har intet savnet. Mit eget lille værelse har en bogreol fyldt med okkulte bøger og fantasy-romaner – og så er der selvfølgelig også nogle møbler. Jeg har min gode læsestol – ja, eller jeg tror da den ville være god, hvis det betød noget hvordan jeg sad. Det eneste jeg kunne ønske mig var, at larmen fra diskoteket lige ved siden af kunne lukkes ude. Men jeg ved, det kun er et spørgsmål om tid, før jeg øger min status og kan gøre krav på et bedre værelse.

Årene er gået hurtigt siden da, og jeg har for længst glemt hvordan en smuk solskinsdag ser ud eller føles for den sags skyld. Jeg har intet ønske om nogensinde at opleve en sådan igen, da jeg ved, det vil være det sidste, jeg oplever. Jeg har til tider gjort mig tanker om, hvad der vil ske, når jeg en dag må forlade den rest af liv, jeg lever nu. Nogle siger vi er forbandede og helvede er vor endestation. Men jeg tror hverken på himlen eller helvede og har ej gjort dette størstedelen af mit liv. Jeg har søgt efter min tros syn på mit valg, men jeg har intet fundet. Har mine guder ingen holdning til dette? Jeg kunne søge råd gennem magien, men jeg indrømmer gerne, jeg frygter svarene. Dette kan lade sig gøre, må guderne have gjort det muligt. Altså forbander de mig ikke. Jeg ser dette som en mulighed, de har givet mig, og jeg forsøger at ære dem.

Der har dog været situationer allerede, hvor jeg har taget liv for at beskytte min egen hemmelighed – for at opretholde maskeraden. Men er naturen ikke også sådan? Dræb for at leve? Beskyt dig selv og din slægt? Det er hvad jeg ser blandt dyrene, så hvorfor skulle det være anderledes for mennesker? Som vampyr har jeg fundet min indre dyr, men jeg ved også, at jeg kæmper en evig kamp med det. Jeg må holde kontrollen over det. Bæstet i mig har ingen tanker om maskeraden, og jeg har set vampyrer bryde maskeraden, når bæstet fik overtaget.

Selv har jeg også følt det tage over. Det er en umenneskelig magt, som jeg aldrig har mødt magen før. Den stærkeste selvkontrol kan ej hindre dette udbrud, men muligvis begrænse det. Vi ved alle, at før eller siden mister vi kontrollen, men der kan gå mange dekader eller århundrede før dette sker. Jeg har alle intentioner om at holde bæstet i skak de næste mange århundrede.

 

Jeg nævnte tidligere Cloe Readman – en af mine tidligere studerende. Hun var en dygtig elev og en yndig pige. Som jeg beviste mit værd som vampyr, kom den dag, jeg også selv fik lov at skabe en vampyr – et childe – og mit valg faldt på den unge Cloe Readman. Nu var hun studerende på Boston Universitet, som jeg havde regnet med hun ville. Det var mig en nemhed at mødes med hende om aftenen, og hun satte pris på den lektiehjælp, jeg gav hende. Hun havde også fundet interessen i det okkulte, og jeg var glad for at kunne hjælpe hende på vej med dette. Min tvivl kom dog, da jeg ej vidste, om jeg skulle give hende samme valg, som Malcolm havde givet mig, eller om jeg skulle tage det for hende. Hun var jo så ung – kun 21 år gammel – langt fra i stand til at tage et valg, som ville ændre resten af hendes tilværelse.

I stedet fulgte jeg hende og lærte alt om hende, jeg muligt kunne. Jeg trak på mine gamle kontakter til Universitets ledelse, jeg talte med hende og de af hendes venner, jeg uden at vække mistanke kunne tale med. Hendes forældre vidste som altid nærmest intet om, hvad hun lavede. Jeg mente, jeg så et potentiale i hende, og efter flere samtaler med min sire Malcolm, besluttede jeg, at hun ville være en god lærling i vor klan.

Hun var ej det første menneske, jeg havde tømt helt for blod, men alligevel var jeg mere nervøs, end jeg før havde været. Var jeg ej hurtig nok til at give hende af mit blod, ville hun dø fra mig, og det var ej, hvad jeg ønskede. Var jeg for hurtig, så – ja, så ville det også gå galt. Men trods min nervøsitet, forløb alt, som det skulle. Cloe var en klog pige, og hun valgte evigheden og tilværelsen som vampyr.

 

Det er nu et år siden, jeg gjorde hende til Tremere, og hun har siden da boet hos os. Men jeg må desværre indrømme, at jeg ej er helt tilfreds med hendes studier. Hun får ikke læst alle de bøger, jeg låner hende, og jeg tvivler på hun øver så meget, som jeg beder hende om. Hun bliver dog bedre, så meget vil jeg sige. Hendes gave er at flytte ting ved hjælp af sindet – en god evne at have.

Hvad Cloe gør og siger, hvor god hun bliver og hvor hurtigt hun bliver dette, vil alt sammen falde tilbage på mig. Som hendes sire har jeg ansvaret for hende, og jeg vinder anseelse i vor klan, hvis hun bliver dygtig hurtigt. Jeg tror desværre ikke, hun har forstået dette. Flere gange har jeg tænkt tanken, om jeg skulle have valgt en ældre, om hun ej var klar og manglede at leve mere af sin ungdom. Men lige når jeg tvivler allermest på mit valg var det rette, imponere hun mig altid med et eller andet, hvor hun beviser, jeg valgte rigtigt. Cloe skal nok blive en god Tremere med tiden. Så snart hun opdager velsignelsen i at lære og vinde anseelse, skal hun nok bestræbe sig mere på dette.

 

Forside  ~  E-mail

enchantedforest.dk © 2006-2009