|
Jeg sidder og fejer støvet sammen med mine fingre. Her er ikke blevet gjort rent i langt tid. Da jeg først kom her ind, var alting kridt hvidt, men nu har støvet lagt sig og det hele er blevet gråt. Jeg aner ikke hvor støvet kommer fra, for døren er lukket det meste af tiden. Der er heller ikke noget vindue. Åhh, hvor jeg savner et vindue! Jeg trænger sådan til at komme ud! Men de forstår det ikke. De tror, det er derfor jeg har forsøgt at tage mit liv flere gange. De tror det er den eneste måde jeg kan være fri på, men jeg har bare brug for at komme ud i naturen!
Det er ved at være flere måneder siden, mine forældre sidst var her og besøgte mig. Jeg tror ikke de kommer længere, de siger de ikke kan klare at se mig sådan her. Men så skulle de aldrig have sendt mig her i første omgang, det er jo det der gør mig så ulykkelig. Jeg har også prøvet at forklare dem det. Jeg fortalte dem om valmuen.
Jeg elsker valmuer! Det har jeg altid gjort. De er så smukke og fantastiske, men hvis man plukker dem og tager dem med ind, så vil de dø meget hurtigt. Man må nøjes med at nyde dem i naturen.
Det er vist i dag jeg skal snakke med en ny psykolog. Jeg har snakket med mange forskellige siden jeg kom her, men ingen kan finde ud af hvad jeg ”fejler”. Jeg har prøvet at forklare dem, at jeg bare skal have lov at være fri, men de fatter det ikke. De tror vist jeg er en slags narkoman, men jeg er ikke afhængig af stoffer, men af naturen. Jeg kan nu ikke se hvad der er så galt i det, det dør jeg jo ikke af.
Den sidste psykolog har forbudt mig at tegne. Da jeg først kom her, tegnede jeg en masse. Mange tegninger var til mange af de andre, der også er her. De blev så glade for dem, de sagde jeg var den bedste i hele verden. Det er jeg nu ikke, men jeg vil da godt indrømme, jeg er god til at tegne. Men hende psykologen bad mig om at tegne mine følelser, men det kan jeg ikke. Jeg tegner landskaber og ting rigtige ting fra hverdagen. Følelser har ikke nogen fast form, de kan ikke bare komme ned på papiret! Så jeg brugte tiden på at tegne ting jeg elsker. Skove, marker, enge, søer, blomster og dyr. Kun ting fra naturen. Men det kunne hun ikke lide, hun sagde jeg var besat af ønsket om frihed. Siden har jeg ikke fået noget at tegne med eller på.
Kort efter hun forbød mig at tegne, prøvede jeg at skære mine håndled op med en kniv. Det gik bare ikke så godt, for det var sådan en kniv med spiser med, og den var ikke skarp nok. Et par dage senere prøvede jeg at kvæle mig selv i min dyne, så nu har de også taget den fra mig om dagen. De forstår det bare ikke. Jeg kan ikke klare at være her mere, når jeg ikke må få frisk luft, ikke kigge ud af et vindue, ikke få blomster og ikke engang tegne nogle! De giver mig ikke andet valg end døden! Derfor er jeg holdt op med at spise. Hvis ikke jeg kan dø på andre måder, så må jeg sulte. Det er bare svært! Jeg kan godt lige at spise. Alle de dejlige smage! Men det er slut nu.
Jeg har fået samlet støvet i en lille bunke. Hold fast hvor er der meget støv her inde! Jeg spytter ned i støvet og rører rundt med min finger. Heldigvis har jeg lært et par tricks til at lave farve, når ikke de vil give mig noget… Det har en ulækker grumset farve, men det skal nok kunne ses på væggen, og det er hovedsagen.
Jeg går i gang med væggen ved siden af døren. Det virker helt fint, men det kræver bare meget støv og spyt. Jeg får lavet en blomst, en smuk valmue. Jeg gider bare ikke mere i dag, jeg har ikke mere spyt. Gid jeg vidste hvad klokken var! Men de har også taget mit ur. Mon psykologen snart kommer?
Døren går op. Jeg var vist faldet lidt hen. Det er også sindssygt kedeligt her, det undre mig ikke alle de andre er små skøre… Tiden går så langsomt her, som om det er en helt anden verden. Det er en mandlig psykolog denne gang. Han ser egentlig ikke værst ud, men det kan jo være lige meget. I det han træder ind og ser på mig, så ser han mig slet ikke. Han ser bare en hjælpeløs person, som han må forsøge at rede. Men jeg har ikke brug for at blive reddet, jeg er ikke en ung jomfru i nød! Det er ikke et eventyr! Jeg skal bare udenfor, så er alt i orden.
- ”Hej.” Han har en blid stemme, men hvis han snakker for meget, så falder jeg nok i søvn igen. Døren bliver lukket, og han kigger bagud, som om han fortryder og vil ud igen. Som om han kan se, at han ikke kan rede mig, for jeg er ikke som de andre. Han ser valmuen på væggen.
- ”Jeg kan se du tegner selvom, det var aftalen, du skulle holde op med det.” siger han.
- ”Det var ikke nogen aftale!” Jeg er træt og i dårligt humør. Han har bare at få det overstået hurtigt!
- ”Hvad er det så du har tegnet? En blomst?” Han får det faktisk til at lyde som om han er bare en smule interesseret. Utroligt! Det plejer de ellers ikke at kunne.
- ”Det er en valmue. Min ynglingsblomst.”
- ”Hvad er det du så godt kan lide ved den?”
Jeg fortæller ham om valmuen, og han falder ikke engang i søvn! Han har nu sat sig på gulvet overfor mig. De fleste sidder ellers på hug, når jeg sidder på gulvet. Det er så forfærdeligt! De viser tydeligt, at de er hævet over mig. At jeg ikke er noget værd.
Jeg er færdig med at fortælle, men han siger ikke noget. Der er stille i noget tid. Så kigger han på mig.
- ”Du er valmuen, ikke?” |
