|
Vækkeuret ringer – endnu en dag begynder. Solen skinner smukt, for sommeren er kommet, men jeg er ligeglad. I mit indre er solen ej fremme. Der er himlen grå og trist – ligesom jeg. Jeg tager mit tøj på, spiser morgenmad og tager min taske. Skolen begynder først om en time, men jeg vil helst være der før de andre, så de ikke glor, når jeg kommer.
Jeg låser døren efter mig og begynder at gå. Om en halv time kan jeg igen gemme mig, men nu må jeg ud blandt folk. Heldigvis er der ikke så mange ude på denne tid af dagen. Ind af stien mellem husene. Der er lys hos gamle fru Hansen – bare hun ikke ser mig! Åh, nej! Der er hun jo! Jeg dukker mig ned bag busken. Bare hun nu ikke så mig!
Foran mig i græsset opdager jeg en lille tusindfryd. Den er helt alene mellem alle græsstråene. Jeg plukker den og sætter den i håret. Så, nu er den ikke alene mere. Den kan være min ven – min eneste ven. Jeg fortsætter af stierne.
Endelig kommer jeg ud på skolens parkeringsplads. Det er de samme tre biler, som altid er her om morgenen, der holder her. Men møg! Klokken er blevet mange! Der er kun tyve minutter til klokken ringer ind! Bare der nu ikke er kommet nogle!
Jeg skynder mig op på anden sal til vores klasseværelse. Puha, hvilken lettelse! Der er endnu ikke kommet nogle. Jeg skynder mig ned til bordet bagerst i klassen nede i hjørnet, hvor jeg altid sidder. Her ser hverken klassen eller læreren mig normalt. Jeg hænger min taske på stolen og finder straks penalhuset og noget papir frem. Jeg tegner altid om morgenen. Så siger ingen ’hej’, og det ser ud som om, jeg har travlt. For det meste er det skitser eller gråskala-tegninger, jeg laver. Jeg er især god til at tegne træer med deres grene.
Efter lidt tid kommer Tommy. Han sætter sig bare ned uden at kigge på mig. Så begynder de andre stille og roligt at komme. Klokken rinder ind til dansk og lidt efter kommer Lola, vores lære. Fem minutter efter kommer Maria – for sendt som altid. Hun kommer med en dårlig undskyldning, men Lola accepterer den. Maria er nemlig inspektørens datter, så hun må alt.
Timen går i gang, og jeg finder bøgerne frem. Men som tiden går og Lola forklarer og spørger, tegner jeg lidt videre. Jeg hører dog efter og kigger tit op og nikker stille. Men Lola er nok ligeglad, for hende – og resten af vores lærere – har givet op at få mig til at sige noget.
Nu er timen slut og frikvarteret begynder. Jeg hader den tid! Læreren er væk, og de andre har stor mulighed og massere af tid til at finde på grimme øgenavne til mig. Louise, Maria, Sofie og Diana kommer over mod mig. Det tyder ikke godt!
- ”Hvad mon Taber-Tine har tegnet i dag?” siger Louise, og Sofie kommer over og tager min nyeste tegning af et æbletræ fra mig. Hun viser det til de tre andre, og de fniser.
- ”Nøj, en busk!” håner Louise og de andre griner.
- ”Lad mig se.” siger Diana og tager tegningen. ”Ups!”
Hun river den midt over. Jeg siger ikke noget. Jeg er som frosset fast. Jeg kan aldrig sige noget eller stoppe dem. Det er som om, de lammer mig.
- ”Nej, se! Hun har ukrudt i håret!” griner Maria og tager tusindfryden ud af mit hår.
- ”Ad, hun formere sig!” siger Sofie. ”Plante-pigen får ukrudtsunger!”
De griner af mig. Louise begynder at hive bladene af tusindfryden:
- ”Du er grim. Du lugter. Du er grim. Du lugter…”
Da hun trækker det sidste blad af, siger hun:
- ”Du er grim OG du lugter.” De fniser igen.
- ”Vel gør jeg ej.” mumler jeg, mens jeg stirrer ned i bordet.
- ”Hvad?!” udbryder Louise. ”Hørte I også en lille pibelyd, piger?”
De nikker. Louise skubber alle mine ting på gulvet i en bevægelse.
- ”Skal du være næsvis?!” råber hun i hovedet på mig. ”Tror du, du er bedre end os?!” Hun skubber mig. ”Er du døv?”
Jeg mumler ’nej’, men kigger stadig ikke op.
- ”Så svar mig da, tumpe! Tror du, du er bedre end os?!”
Jeg ryster på hovedet. Tårerne presser på i mine øjne, men jeg vil ikke græde.
- ”Sig det!” råber hun.
- ”Jeg er ikke bedre end jer.” siger jeg med en lille stemme.
- ”Nej, vel er du ej! Du er intet værd! Du er bare en ukrudtstøs! Ingen kan lide dig! Fatter du det?!”
Jeg nikker og klokken ringer. De går tilbage til deres pladser, og jeg tørrer mine øjne bag mit lange hår, mens jeg samler mine ting op igen. Morten kommer ind og historietimen begynder. Men om halvanden time er det frikvarter igen, og så er jeg i fare endnu en gang.
Efter Morten er gået, finder jeg min madpakke frem. Min mor har lavet en lækker sandwich til mig, men inden jeg når at gå i gang, har Louise taget den.
- ”Mmm. Den ser god ud, Tumpe-Tine. Hvis du giver mig den, så lover jeg du får fred resten af dagen.”
- ”Tag den bare.” siger jeg stille.
Hun tager en stor bid, og lader så de tre andre smage. Den så ellers god ud.
- ”Vent, du skal da have noget til gengæld.” siger hun og går tilbage til sit eget bord. Hvad mon hun vil give mig?
- ”Du kan vel lide leverpostej?” spørger hun, og jeg nikker. Hun har en leverpostejmad med tilbage. Så får jeg måske alligevel lidt mad i dag? Men inden jeg når at reagere, har hun klasket maden lige i hovedet på mig. De griner helt vildt, mens jeg forsøger at tørre leverpostej af mit ansigt.
- ”Men du lovede…” siger jeg forsigtigt.
- ”Kun tabere lover ting!” griner hun.
Sofie tager min taske og tømmer den ud på gulvet. Derpå kaster hun den ud af vinduet. Jeg rejser mig for at gå ned i gården og hente den, men hun skubber mig bagud, så jeg falder over min stol og slår hovedet ind i væggen. De griner igen.
- ”Se, Tumle-Tine kan ikke holde balancen! Pas på bordet ikke også træder på dig!” griner Maria.
- ”Ja, sådan her!” siger Diana og træder på min hånd. Jeg trækker den til mig. Der er et aftryk af hendes sko, og den gør ondt. Men jeg siger ikke noget. Jeg skynder mig bare ned i gården efter min taske.
Da jeg kommer tilbage er klokken ringet ind og Lene – vores engelsklære – er kommet. Hun beder mig straks ryddet mit rod op, og jeg skynder mig at putte mine ting tilbage i tasken. Jeg glæder mig til timen slutter, så jeg kan komme hjem igen.
Endelig slutter timen, og jeg skynder mig at pakke sammen, men da jeg skal ud af døren, står Sofie i vejen.
- ”Du skal ikke gå endnu, Stinker! Vi er skam ikke færdige med dig endnu!”
Andrea kommer hen og Sofie træder et par skridt hen mod mig, så hun kan fange mig, hvis jeg prøver at stikke af. Da Andrea går forbi mig, skubber hun til mig med skulderen. Sofie stiller sig tilbage i døren, men flytter sig, når nogle skal ud. Mange af de andre – både drengene og pigerne – skubber også til mig, da de går ud. Til sidst er der kun Louise, Maria, Sofie, Diana, Tommy og jeg tilbage.
Tommy kommer hen mod os på vejen ud, men i stedet for at skubbe til mig ligesom de andre, skubber han så hårdt til Sofie, at hun falder. Derpå griber han min hånd og trækker mig hurtigt ud af døren. De løber efter os, men vi løber fra dem. Jeg følger bare efter Tommy, og vi stopper først, da vi er nået langt væk fra skolen.
Forpustet takker jeg Tommy. Han giver mig en tusindfryd, og jeg tager den.
- ”Hvis bare jeg ikke var en tusindfryd, men et græsstrå ligesom de andre.” siger jeg bedrøvet og sætter mig i græsset for at hvile mig. Tommy sætter sig ved siden af og siger:
- ”Hvem gider være et græsstrå? De er så ens og kedelige. Man stopper jo ikke op og plukker et græsstrå. Dem er der så mange af. Nej, det er den smukke, men enkle tusindfryd man stopper for. Det er måske en ukrudtsblomst, men græs er da også en slags ukrudt. Jeg vil til en hver tid foretrække tusindfryden.” |
